Opstart af virksomhed

Hjælp til opstart af virksomhed

By

Behøver man låne penge for at starte sin virksomhed?

Mange folk der aldrig har prøvet at starte virksomhed op går med ideen om at de skal låne nogle penge for at komme igang. Ofte fra deres bank hvor de har deres private lån eller bank-konti. Når de så går ned for at snakke med banken omkring det, bliver de ofte afvist, eller opfordret til at komme med en plan for hvad de vil. Men hvad så? Skal man sætte sig ned og udarbejde en dybdegående strategi med tiltag, mål, delmål, budgetter osv.? Det gør de fleste, fordi de stadig er forblændede på at de skal låne penge hos banken.

Er der alternativer til at låne penge til sin nye virksomhed?

Ja, det er der. Massere! For at nævne nogle eksempler:

  • Spare op over en årrække
  • Udnytte sin friværdi i sit hus/lejlighed
  • Starte op i aften/morgentimerne ved siden af sit faste arbejde
  • Gå ned på deltid, for at få tid til den nye virksomhed uden at miste hele sin indtægt
  • Låne af venner eller familie (men pas på, det kan gå ud over venskaberne og familierelationerne!)
  • Hvis du har brug for ansatte fra starten af, så overvej istedet at starte virksomheden med nogen der kan bidrage med de kompetencer du mangler

Hvad så hvis du skal bruge penge?

Hvis du SKAL bruge penge, og ikke kan affinde dig med en af ovenstående løsninger, så er der banken. Men der er også andre muligheder. Og der er også andre banker end sin normale private bank. Der er mange private investorer der leder efter nye projekter at investere i. F.eks. på Amino’s Kapitalbørs, hvor man kan oprette en profil for sit projekt, og investorer kan så henvende sig hvis det er relevant for dem at investere i. Så prøv at tænke udenfor de rammer du kender fra dit private liv.

Din bank sagde nej? Betyder det at din forretningside er dårlig?

En afvisning fra én bank er ikke et nederlag. Selv hvis 10 banker siger nej, betyder det ikke at det nødvendigvis er en dårlig ide. Det betyder bare at det ikke passer på bankernes risiko-profil. Bankerne er ikke investorer. De vil gerne låne penge ud (og også gerne mange penge), men de vil også gerne have en høj grad af sikkerhed for at de får deres penge igen. Hvis de er sikre på at du ikke går konkurs, og din virksomhed har en værdi der er højere end de penge du har lånt (og virksomheden kan omsættes til de penge), så vil de typisk gerne give dig et lån. Så prøv at vise det når du snakker med banken.

Hvad er dine erfaringer med bankerne? Hvad har virket/ikke virket for dig?